Subvision

Begrebet "subvision" er udviklet i samarbejde mellem ph.d.-stipendiat, Simon Skov Fougt, Aarhus Universitet/Professionshøjskolen Metropol, lærer, stud.pæd. Tatjana Novovic, Rosenlundskolen, og lektor, ph.d., Jeppe Bundsgaard, Aarhus Universitet. Begregrebet præsenteres i en artikel i KvaN i efteråret 204.

Subvision er, når en eller flere personer fokuseret iagttager en andens persons praksis og efterfølgende spørger ind til og forsøger at forstå intention bag og forudsætninger for den givne praksis. Formålet er at reflektere over egen praksis for at kvalificere den. Med andre ord er det subvisanten, der skal lære og blive klogere på egen praksis.

• Der er tale om en fokuseret iagttagelse, ikke om en be-dømmelse eller vurdering. Det fokuserede består i, at subvisanten forud for subvisionen har valgt et relevant fokusområde, som den pågældende vil udvikle. Subvisionen iagttager med det for øje. 
• Der er tale om iagttagelser og ikke observation. Observation er tilstræbt objektiv, mens iagttagelser er noget man tager i agt og knytter til sit udvalgte fokusområde. 
• Fokusområder kan være almenpædagogiske eller faglige, fx klasseledelse, tidsstyring, interaktionen med en elev, vejledning af elever, elevernes deltagelse, konflikthåndtering, faglige begreber, relationstyper, rumanvendelse osv.

Subvision består af tre faser: forberedelse, iagttagelse og reflekterende samtale. Forberedelsen består af udvælgelse af et personligt fokusområde, som på forhånd meddeles den subviserede og evt. kort reflekteres i fællesskab. Flere subvisanter kan udmærket have forskellige foki på den samme praksissituation.

Under iagttagelsen bør subvisanten tage strukturerede noter i forhold til fokusområde. Subvisanten bør på forhånd have reflekteret over dette og kan med fordel på forhånd have nedfældet et egnet skema med det angivne fokusområde med god plads til iagttagelser og med en kolonne til egne refleksioner.

Efter iagttagelserne skal subvisanten have tid til at samle op på og fokusere dem omkring det valgte fokuspunkt ved at formulere 5-7 dækkende nøglespørgsmål til en reflekterende samtale. Spørgsmålene skal rette sig mod dybere at forstå intentionen bag og forudsætninger for den iagttagede praksis. Spørgsmålene skal altså handle om at forstå, hvorfor praksis var, som den var, ikke om at vurdere eller give råd til ændringer. Selv en praksis, som man betragter som dårligere end egen praksis, kan bidrage til, at man bliver klogere på, hvilke faktorer der medbestemmer praksis og derved til at kvalificere egen praksis.

I tæt tilknytning til iagttagelsen mødes deltagerne, fx en time. Samtalen indledes med, at fokusområdet understreges. Herefter præsenterer subvisanten en kort beskrivelse af, hvad pågældende har iagttaget om det udvalgte fokusområde. Det er en beskrivelse – hvad skete der? – ikke en bedømmelse. Den subviserede skal så have mulighed for at kommentere disse iagttagelser, men de skal ikke diskuteres. Herefter stiller subvisanten sine spørgsmål et ad gangen, og disse diskuteres i fri form.

Mødet afsluttes med en kort skrivepause, hvor subvisanten opsummerer sine noter med fokus på egen læring. Dette præsenteres for den subviserede, som med-reflekterer over udbyttet af subvisionen.